Byen Torre de la Horadada ligger i den sydlige del af Costa Blanca. Her finder man en smuk lystbådhavn og en utrolig flot lang sandstrand. Byen ligger tæt på Mar Menor, 12 km fra Murcias Lufthavn (San Javier), 60 km fra Alicantes lufthavn og 18 km syd for Torrevieja, lige ud til Middelhavet. Her finder man ca. 4 km topplejede strande tildelt det Blå Flag: Mil Palmeras, Jesuitas, Cala-rincon, Puerto og Higuericas.
Torre de la Horadada kan tilbyde lange gåture langs kysten, gennem klitterne og til de nærliggende søer i San Pedro del Pinatar, der er kendt for sin bestand af flamingoer. Ud for disse søer ligger den naturlige Lagune Mar Menor.
Set fra nord til syd kommer først den populære Mil Palmeras strand, der grænser op til strandene Rincon og Puerto med deres velbesøgte promenader fyldt med liv i de varme spanske sommernætter. Derefter kommer Las Villas som er den længste af strandene samt den lille Mojon strand som udgør en naturlig grænse til Murcia regionen.