De berømte spanske byfester – fiestas – afholdes af enhver spansk by, uanset størrelsen. Ifølge spanske traditioner, er der altid en grund til at feste, og næsten hver uge kan du opleve en fiesta i nærheden.
I februar måned afholdes de tradtionsrige karnevaller med optog, fantasifulde kostumer, musik og dans i gaderne. Også påsken bliver fejret i gaderne med natlige optog, der fremfører Jesus’ sidste timer.
I Torrevieja afholdes den årlige majfest, hvor borgerne i alle aldre fester sammen i gaderne iført traditionelle Sevillanske folkedragter.
Også midsommernatten i Juni fejres behørigt. Flere dage i forvejen forberedes store bål med store papmache figurer af Johannes Døberen, og der kappes om de flotteste figurer, før de endelig bliver brændt, som vi i Danmark brænder heksene på vore Sankt Hans bål.
Den 15. august er en national helligdag, der har en helt speciel betydning i byen Elche. Her opføres det årlige middelalder spil på fortet, der med musik og sang hylder Jomfru Maria, fortæller om hendes død og endeligt optagelsen i himmelen.